Lad mig gøre det klart med det samme: dette debatindlægs indhold og synspunkter vil for mange læsere være kontroversielt og sikkert give anledning til hovedrysten. Mit håb er dog, at størstedelen vil kunne forstå, anerkende og billige min ”løsning på alt”. Løsningen på alt er naturligvis at tage munden for fuld – men der er nu en skjult sandhed i overskriften, som vil åbenbare sig efter endt læsning – vi skal nemlig frem til de gode, gamle dage.
Derfor vil jeg allerede nu springe frem til min konklusion og min ”løsning på alt”: Lad grundskolen stoppe efter 8. klasse og giv derefter eleverne to valgmuligheder: at gå i mesterlære eller søge om optagelse på et studieforberedende år i 9. klasse.
Hedengangne John Mogensen sang i 1971 ”Der er noget galt i Danmark” – og hvor havde han dog ret – han vidste dog på daværende tidspunkt nok ikke, at det kun skulle blive værre.
I skrivende stund er der krise i verden: krig i Ukraine, Covid-19 udbrud i Kina, klima-, miljø- og energikrise og jordskælv i Tyrkiet og meget, meget mere. Tager vi de nationale briller på og ”glemmer verdens problemer”, er vi i Danmark blandt andet udfordret på demografi (flere velfærdstunge borgere og faldende arbejdsstyrke), mistrivsel blandt unge og ”strukturelt forkert optag” på ungdomsuddannelserne – for blot at nævne nogle.
Jeg overhørte engang én sige, at det begyndte at gå galt i folkeskolen, da man stoppede med at sige De til hinanden. Om jeg synes, vi skal være Des, ved jeg nu ikke – men jeg er enig i, at en del af respekten forsvandt. For at gøre ondt værre fortsatte man med at smadre grundskolen med afskaffelsen af præliminæreksamen og senere realeksamen med Folkeskoleloven fra 1975, hvor realskolen efter 7. klasse blev afskaffet og erstattet af en enhedsskole med niveaudeling af undervisningen i de teoretiske fag. Et ”udtryk for modernisering” kaldte man det. forstå mig ret; jeg hilser i dén grad udvikling velkommen. Så længe det er den rigtige udvikling!
I 1993 ændrede man igen Folkeskoleloven, hvor tværfaglighed og undervisningsdifferentiering blev de nye buzz-words, og hvor der kom fokus på elevernes alsidige personlige udvikling. Og jeg skal da lige love for, at vi har haft fokus på personlig udvikling og individualisme siden da. Faktisk så meget, at det er ødelæggende for hele vores samfund. Der står ikke længere respekt om læreren i grundskolen, hvor de akademiserede forældre fortæller lærerne, hvad skolen skal gøre, for at lille Peter trives, frem for at forældrene griber i egen barm og ser bort fra de fuldstændig urealistiske individuelle behov og måske anerkender, at lille Peter – udover at være et individ – også er en del af noget (skolen) og en del af noget endnu større (samfundsborger i Danmark og verden). Jeg kommer til at tænke på, at John F. Kennedy i 1961 med sit ”Ask not what your country can do for you, but what you can do for your country” ramte helt plet i forhold til vores nuværende samfund. Engang var den grundtvig-koldske skoletradition fremtrædende i vores samfund: Vi levede, lærte og arbejdede i forpligtende fællesskaber. Det gør vi ikke længere. Nu er der fokus på mig-mig-mig og mit behov…
Jeg hørte Svend Brinkmanns oplæg på KL Topmødet ultimo januar i Aalborg, hvor han blandt andet henviste til sit debatindlæg fra 2017 ”Alt er umuligt” – et indlæg som han i sin tid skrev som modsvar til Danske Gymnasieelevers slogan ”Alt er muligt”. Pointen i Svend Brinkmanns tilgang er nem at få øje på, hvis man læser indlægget: Du kan ikke alt… Hvis man opdrages til at tro, at man kan alt, og at verden ligger for éns fødder, bliver man slemt skuffet… Og hvor har han dog ret. Lad os derfor lade være med at stikke de unge mennesker blår i øjnene og give dem opfattelsen af, at de kan alt. For nej – selvfølgelig kan de ikke det. Det kan ingen. Og hvad sker der for de unge mennesker, når de finder ud af, at de ikke kan alt? Så oplever de nederlag, og de oplever, at de har fejlet. Og så får de det skidt med sig selv og ender måske i mistrivsel – i øvrigt et væsentligt samfundsmæssigt problem ifølge rapporter fra VIVE og en væsentlig del af debatten under valgkampen til FV22.
Afhjælpes alt så ved at stoppe grundskolen efter 8. klasse? Naturligvis ikke – men det er et skridt på vejen. Stod det til mig, skulle de unge mennesker fremadrettet have Erhvervsfag på skoleskemaet fra 0. klasse. De skal gøres bekendte med deres muligheder, og så vil mange elever allerede kunne begynde i mesterlære på erhvervsuddannelserne efter 8. klasse – og så kan de bogligt mindede elever fortsætte i 9. klasse, hvor de kan paratgøres til de mere teoretiske ungdomsuddannelser (EUX, HHX, HTX, STX og HF). I dag mener en overvejende grad af både forældre og UU-vejledere, at de unge skal gå på gymnasiet. Og nej. Det. Skal. De. Ikke. Ikke alle i hvert fald. Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, ph.d., udtalte engang: hellere en god håndværker end en dårlig akademiker. Nu udelukker det ene jo ikke det andet – men min pointe er, at en meget stor del af de unge mennesker i dag slet ikke har de boglige evner til gymnasieuddannelserne, og vi har derfor gennem årene oplevet et stigende frafald på ungdomsuddannelserne. De unge ligger under for et stort pres fra både skole og forældre, som kun har ét sigte: gymnasiet. Hvor er det dog forkert… Jeg har bestemt ikke noget imod gymnasierne – faktisk tværtimod. Men det vigtige for mig er ikke, at de unge vælger en uddannelse – det vigtige er, at de vælger rigtigt. Og gerne første gang.
Og hvad gjorde vi med karakterskalaerne, for at de unge ikke skulle opleve nederlag og dermed kunne opfylde kravene til uddannelser: erstattede 13-skalaen med 7-trinsskalaen. Slut med at hylde den formidable præstation med et 13-tal (som der afslutningsvis desværre gik inflation i), til at karakteren 12 skulle gives for den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler. Stop nu… Faktisk er jeg så stor modstander af den grundlæggende tankegang bag 7-trinsskalaen, at jeg snart ikke kan være i mig selv. De unge mennesker introduceres i grundskolen til, at alle elever starter på 12 – og så er det deres eget ansvar at blive dér. Men hvad så når eleven ender med at få 4 og oplever et nederlag? Fremfor at tage dette udgangspunkt kunne vi jo som tidligere belønne eleverne for deres arbejde, hvor de arbejder sig op af skalaen fremfor ned… Hele mindsettet omkring den nuværende tilgang er helt forskruet, og eleverne oplever nederlag på nederlag, når de ikke får 12 – som de jo startede på…
Henrik Dahl (LA) holdt en fremragende tale på Folketingets talerstol for et par år siden, hvor titlen ”Folkeskolereformen er en tragedie” ramte mig spot-on. Jeg nød at høre hans historiske folkeskolereform-sammenligning med H.C. Andersen-eventyret ”Hvad fatter gør, er altid det rigtige”, som jo i dén grad indkapsler min opfattelse af ødelæggelsen af grundskolen; at bytte sig til noget dårligere gang på gang. Fra en hest til en kurv med rådne æbler…
Væk med tankegangen ”Hvad alle ikke kan lære, skal ingen lære” – lad os i fællesskab få et paradigmeskifte hvor vi skeler til alle de gode og rigtige ting, vi engang gjorde i grundskolen og lad os omfavne dem – i stedet for konsekvent at ødelægge både børn, skole, uddannelse og arbejdsmarked.
Væk med inklusionen – den virker jo alligevel ikke – faktisk tværtimod. Segregeringsgraden bliver rent faktisk større, desto ældre eleverne bliver, så den såkaldte ”tidlige indsats” må jo være uden effekt.
Væk med de lange skoledage. Idéen om, at børnene skal blive dygtigere, holder overhovedet ikke stik – de bliver rent faktisk dårligere ifølge både PISA-test og nationale test. Og fritidsinteresser er der ikke længere tid til…
Væk med ”ansvar-for-egen-læring” og lad de unge mennesker forstå, at skoler har eksisteret siden oldtidens Grækenland, hvor de blandt andet har haft til formål både at danne og uddanne børn og unge ud fra et samfundsmæssigt perspektiv; til at blive bidragende medborgere i det fælles samfund. Altså en del af noget større end sig selv.
Væk med individualiseringen og mig-mig-mig-tilgangen. Vi skal alle være her, og der er en plads til os alle i fællesskabet – det handler bare om at finde dén plads.
Væk fra tankegangen om at skolen skal tilpasse sig børn og unge – det er faktisk den anden vej rundt. Ellers sidder tankegangen fast i de unge, når de skal ud på arbejdsmarkedet, hvor de tænker på, hvad virksomhederne kan tilbyde dem, fremfor hvad de kan tilbyde virksomhederne. Jeg hilser i dén grad det elitære og dygtige velkomment, og jeg kan også sagtens anerkende store egoer – men det er ungdommens held, at vi i dag er presset på arbejdsmarkedet. Ellers havde der slet, slet ikke været et arbejde til dem med deres ”hvad kan I tilbyde mig”-tilgang. I øvrigt kender jeg flere virksomhedsindehavere, der oplever, at det ofte er mor eller far, der tropper op på arbejdspladsen og søger et job på barnets vegne. Stop nu…
Ved at lade grundskolen stoppe efter 8. klasse, kan 9. klasse (hvortil der skal være optagelsesprøve) bruges som et studieforberedende år til gymnasierne, og vi kan derved afhjælpe den samfundsmæssige udfordring, vi befinder os i med en faldende arbejdsstyrke og mangel på både erhvervsuddannede og arbejdskraft generelt. Vi kommer til at slå mange fluer med ét smæk – tro mig. Skal vi ikke i fællesskab se, om vi kan bytte kurven med rådne æbler tilbage?